Min tålmodighed kan ligge på et meget lille sted pt. Jeg ved simpelthen ikke, hvorfor jeg havde overbevist mig selv om, at jeg ville føde før termin. Det er jo tortur. Nu er jeg 40 + 3, og der er ikke sket en fløjtende f..
Vi er jo klar altså. Mere end!
Taskerne er for længst pakket - og pakket om et par gange. Man når jo at tænke vanvittigt meget over tingene, når man bare sådan går og venter. Pt er der 2 tasker. En til sygehuset og en til patienthotellet, hvor vi skal hen efter fødslen.
Jeg har sikkert pakket alt for meget, men det er sørme da svært at vide, hvad man får brug for. Jeg har undladt at pakke for meget tøj til lillepigen. Det er jo ikke til at vide, hvad hun kan passe, hun bliver jo sikkert en ordentlig basse så længe som hun ligger og hygger sig i min mave.
En regnvejrsdag som i dag hjælper altså heller ikke på utålmodigheden - jeg er ved at lide af en form for ø-kuller, tror jeg...
I går fik vi samlet en kravlegård, vi har lånt. Der er sikkert mange meninger om sådan en, men jeg synes altså, det kan blive en meget hyggelig hule for lillepigen. Min mor har fremstillet en fantastisk madras med patchworkbetræk. Det er altså skønt med en mor, der laver de skønneste ting på bestilling.
Nu er der vel ikke så meget andet for end at vente... Vente, vente og vente - og så bruge utålmodigheden positivt under fødslen (når vi en gang kommer dertil!!).
Og lige en sidste opfordring:
"Kom ud, baby!"